Fra:                                  BMI Motion [bmimotion@gmail.com]

Sendt:                             8. april 2015 10:05

Til:                                   Abonnenter til løbesedlen

Emne:                              Styrketræning og halvmaratontræning

 

Prøv styrketræning inden du løber

Gymnastikinstruktør Nana Nørby har lavet et program på 10 minutter, som kan laves i skoven inden dagens træningstur. Kom og prøv onsdag d. 15. april kl. 17.30

De fleste løbere ved godt, at man ikke kan nøjes med at løbe. Skal kroppen være top-tunet og bedst mulig rustet til at modstå skader, kommer man ikke uden om øvelser til at styrke muskulatur og smidighed. Det behøver ikke være store, dyre programmer i fitnesscentre, men kan laves med små mikrotræningsprogrammer.
Nana Nørby er instruktør for løbeklubbens gymnastikhold i vintersæsonen. På opfordring har hun lavet et kort program på 10 minutter, som kan gennemføres umiddelbar inden vores fællestræning i skoven.
Onsdag d. 15. april vil hun demonstrere programmet på parkeringspladsen i Fløjstrupskoven kl. 17.30. Herefter er det op til klubben, om vi vil bruge programmet forud for træning i fremtiden – evt. med start 10 minutter før normal løbetræning.

 

 

Fit for halvmaraton i Aarhus d. 21.6.

– eller bare lyst til at sætte nye mål for dig selv med systematisk træning sammen med dine løbevenner.

Så er Aarhus halvmaraton ved at være inden for rækkevidde og derfor er det nu du skal tage systematisk fat i træningen. Som et nyt initiativ vil vi i bestyrelsen medvirke til at vi træner målrettet de sidste 8 uger op til d. 21.6.

Om du er hurtig eller mindre hurtig er ikke afgørende. Det er til gengæld din motivation for at træne sammen med os andre og for at sætte din træning i system.

Vi vil tage udgangspunkt i et program med tre træningspas om ugen. Vi vil tilstræbe at lave tidsgrupper så alle har nogen at kan træne sammen med.

Kom til træning lørdag d. 11.4 og bliv hængende til kl. 11.00, hvor vi samles og lægger planer for hvordan træningen gribes an. Hvis du er forhindret men gerne vil være med så send en mail til: lbpe@silkeborg.dk

 

Bestyrelsen